Finansiel strategi
Her kan du læse mere om rammer og ansvar for den aktive styring af kommunens finansielle portefølje.
1. Målsætning
Strategien fastlægger rammer og ansvar for en aktiv styring af kommunens finansielle portefølje, dvs. håndtering af de likvide midler, obligationsbeholdning, investeringsforeningsbeviser og øvrige finansielle aktiver (aktivpleje) og af den kort og langfristede gæld (passivpleje) under hensyntagen til de finansielle risici, kommunen er villig til at påtage sig.
Strategien har endvidere til formål at sikre, at kommunen har et fuldt overblik over de rente- og valutarisici, der er forbundet med kommunens aktiv- og passivside.
Kommunen er som udgangspunkt ikke risikovillig men tilstræber, inden for de givne rammer, at opnå den bedst mulige forrentning af sine likvide aktiver samt at minimere finansieringsudgifterne.
2. Likviditet
Tønder Kommunes likviditet (kassebeholdningen) består af bankindeståender, obligationer, investeringsforeningsbeviser og øvrige finansielle aktiver som er umiddelbart omsættelige.
2.1 Aftale om daglige bankforretninger
For at sikre det bedste overblik over kommunens likvider, anvendes kun ét pengeinstitut til håndtering af de daglige bankforretninger.
Tønder Kommune påtager sig en risiko i forbindelse med brugen af en bank, den såkaldte modpartsrisiko. Såfremt kommunens hovedbankforbindelse går konkurs er kommunens penge ikke sikret.
For at minimere denne risiko anvender Tønder Kommune kun pengeinstitutter med status som ”SIFI bank” – systemisk vigtige finansielle institutter.
Tønder Kommune indgår udelukkende aftaler med banker, som kan imødekomme KL Bankråds otte governanceprincipper om samfundssind, organisationskultur og hvidvask. Banken skal udvise samfundsansvar og opføre sig etisk korrekt, og samtidig have en sund virksomhedskultur. Inden udbud af hovedbankopgaven drøftes kravspecifikationen i Økonomiudvalget.
Inden udbud af hovedbankopgaven drøftes kravspecifikation i Økonomiudvalget.
2.2 Opfølgning på likviditet
Økonomi og Løn har til opgave at følge kommunens likviditet og sikre opfølgning på udviklingen i kassebeholdningen, idet kommunen til ethvert tidspunkt skal være i stand til at overholde sine betalingsforpligtigelser.
I situationer hvor økonomichefen vurderer at der findes overskudslikviditet i forhold til det daglige driftsbehov, anbringes disse med henblik på at maksimere afkastet. Vurderingen foretages med udgangspunkt i likviditet og kreditfacilitet i hovedbankforbindelse. Afkastet maksimeres inden for de rammer, som er givet for kapitalforvaltning. Ved likviditetsoverskud af mindre end 12 måneders varighed anvendes typisk aftaleindskud.
2.3 Kapitalforvaltning
Tønder Kommune anvender èn kapitalforvalter til at forvalte kommunens overskudslikviditet. Valg af kapitalforvalter sker i henhold til udbudsregler og tærskelværdier – enten ved udbud eller ved tilbudsindhentning. Det påhviler kapitalforvalteren at sikre det maksimale afkast under hensyntagen til kommunens risikovillighed og etiske retningslinjer. Kapitalforvalteren skal ligeledes sikre en effektiv screening i forhold til de finansielle anbringelser.
Kommunens anbringelse i værdipapirer er reguleret af styrelseslovens § 44 der anviser, at de overordnede rammer følger af bestemmelserne i ”bekendtgørelse om anbringelse og bestyrelse af fondes midler”. Det betyder at kommunen har mulighed for at investere i obligationer og udbyttegivende investeringsforeninger.
Kommunen ønsker, at de udvalgte kapitalforvaltere følger en kapitalbevarende investeringsstrategi inden for følgende rammer:
Danske stats- og realkreditobligationer: andel på 70-100% med en maksimal varighed på 3 år.
(Samlet ramme for denne aktivklasse er mindst 70% - højest 100%)
Investment grade – som er virksomhedsobligationer med begrænset kreditrisiko: 0-20 .
Aktier: 0-20%.
(Samlet ramme for disse 2 aktivklasser er maks. 30%)
Tønder Kommune ønsker alene at have finansielle anbringelser, der overholder FN´s konventioner og/eller andre internationalt anerkendte normer og konventioner tiltrådt af EU eller den danske Regering i forhold til ansvarlige investeringer, herunder fossilfrie investeringer. Det betyder at Tønder Kommune udelukkende investerer i værdipapirer/investeringsforeninger som overholder normer for menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljøbeskyttelse, anti-korruption, ansvarlig skatteadfærd og ikke producerer våben i henhold til internationale konventioner og dermed overholder ESG (Environmental, Social and Governance) – kriterier. Det er kapitalforvalterens ansvar, at sikre dette ved at screene de selskaber som de investerer i.
Økonomichefen modtager rapporteringer fra den eksterne kapitalforvalter kvartalsvis. 2 gange årligt modtager Økonomiudvalget orientering om afkastet.
3. Låneoptagelse og passivportefølje
Lån optages i henhold til bevilling fra Kommunalbestyrelsen jf. styrelseslovens § 41. For låne-optagelsen gælder
- Lån optages i god tid for at sikre at den nødvendige likviditet er på plads
- Lån optages med løbetid og afdragsprofil, som opfylder kravene i bekendtgørelse om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v.
- Lån optages som udgangspunkt hos Kommunekredit.
3.1 Kommunens finansielle rådgiver
For at sikre bedst mulig sammensætning og valg af lån gør kommunen brug af ekstern finansiel rådgiver som
- Vejleder og rådgiver ved låneoptagelse omkring rente, løbetid og afdragsform
- Afrapporterer om sammensætningen af kommunens gældsforpligtigelser
- Foreslår og vejleder omkring eventuelle låneomlægninger
Èn gang årligt modtager Økonomiudvalget orientering om kommunens samlede låneportefølje.
3.2 Låneomlægning og indfrielse
Omlægning af låneporteføljen fortages, når det vurderes, at være hensigtsmæssigt. Inden omlægningen vurderes omkostningerne så de holder sig på et niveau der gør omlægningen fordelagtig for kommunen. Alle omlægninger foretages i samråd med kommunens finansielle rådgiver.
3.3 Låneportefølje - rentesammensætning
Kommunens langsigtede gæld baseres på såvel variabel som fast rente. Fordelingen af gælden på variabel og fast rente afhænger af forventningerne til udviklingen i den fremtidige rente.
Optimeringen af fordelingen mellem fast og variabel rente foregår i samarbejde med finansiel rådgiver. Hensigten med at styre fordelingen mellem variabel og fast rente er at låneporteføljen styres med udgangspunkt i en porteføljebetragtning.
- Variabel rente - minimum 0% maksimalt 40%
- Fast rente - minimum 60% maksimalt 100%
Fordelingen tager udgangspunkt i at kommunen som udgangspunkt ikke er risikovillig og prioriterer en høj grad af budgetsikkerhed.
3.4 Låneportefølje – valuta
Der optages udelukkende lån i danske kroner, og der omlægges ikke til anden valuta ved brug af finansielle instrumenter.
Administration og kompetence
Det er alene Kommunalbestyrelsen som kan træffe beslutning om optagelse af lån. Økonomichefen forestår optagelse af lån i overensstemmelse med beslutningen.
Økonomiudvalget vedtager kommunens finansielle strategi.
Beslutninger om tilpasninger af gæld og likviditet, skal kunne træffes med forholdsvis kort varsel, idet vilkårene på kapitalmarkederne i nogle tilfælde ændres markant over kort tid. Beslutningskompetencen for tilpasning af gæld og likviditet, ligger derfor hos Økonomichefen. Derved er kommunen i stand til at træffe hurtige beslutninger, hvilket understøtter en hensigtsmæssig aktiv styring.
Bemyndigelsen omhandler konvertering af lån hvor restgælden ikke forøges udover et evt. kurstab.
Økonomichefen beslutter hvem kommunen indgår rådgivnings- og PM aftaler med. Valget sker med baggrund i udbuds- eller tilbudsindhentning.
Økonomichefen anbringer eventuel overskudslikviditet i overensstemmelse med rammerne i denne strategi.
Godkendt i Økonomiudvalget den 9. februar 2023.
