start på hovedindhold

Arbejdsskader

Her kan du læse om arbejdsulykker, voldsregistreringer, offererstatningsordningen og voldsskadeforsikring.

Arbejdsulykker

Enhver arbejdsgiver er lovmæssigt forpligtiget til at anmelde arbejdsulykker hurtigst muligt. Anmeldelsesfristen er i udgangspunktet 14 dage efter skadedatoen.
 
En arbejdsulykke er en pludseligt opstået skade (opstået inden for 5 dage).

En arbejdsulykke skal anmeldes, hvis:

  • skaden medfører fravær ud over skadedagen
  • skaden medfører behandlingsudgifter for skadelidte
  • skaden giver varige gener
  • skadelidte ønsker, at skaden skal anmeldes

Arbejdsulykker skal anmeldes af leder eller AMR i SafetyNet.

Vold og trusler om vold

Enhver arbejdsgiver er lovmæssigt forpligtet til at registrere vold eller trusler om vold. Hvis ovenstående betingelser er opfyldt, skal en hændelse der involverer vold eller trusler om vold anmeldes som en arbejdsskade.

I Tønder Kommune kan alle medarbejdere registrere vold og trusler om vold i SafetyNet.

Erhvervssygdom

En erhvervssygdom (arbejdsbetinget lidelse) er en sygdom, der skyldes påvirkninger i arbejdet eller arbejdsforholdene gennem længere tid (mere end 5 dage).

En erhvervssygdom er ikke en arbejdsulykke, og det er derfor egen læge (evt. tandlæge), der har pligt til at anmelde erhvervssygdomme.

Nær-ved ulykke

Nær-ved ulykker er når der sker en hændelse, hvor det var lige ved at gå galt. Alle arbejdsgivere har pligt til at registrere nær-ved ulykker. Registrering af nær-ved ulykker skal bruges til at forebygge arbejdsulykker ved at arbejdsgange og rutiner justeres som følge af hændelserne.

Offererstatning

Hvad er offererstatning? 

Hvis du i forbindelse med dit arbejde har været udsat for en forbrydelse, der har medført personskade, har du mulighed for at få erstatning efter offererstatningsloven. Erstatning efter offererstatningsloven ydes som et supplement til de ydelser du kan få efter arbejdsskadesikringsloven.

Ansøgningen om erstatning behandles af Erstatningsnævnet, der som udgangspunkt ikke behandler ansøgninger, der er indgivet over 2 år efter overtrædelsen er begået. Det vil også være et krav, at du har krævet erstatning af skadevolderen, hvis straffesagen har været i retten.

Hvad dækkes af offererstatningsloven?

Erstatningen gives som et supplement til arbejdsskadesikringsloven – dvs. den dækker der, hvor arbejdsskadeforsikringen ikke dækker:

  • Erstatning for tøj og andre personlige ejendele
  • Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste
  • Godtgørelse for svie og smerte
  • Erstatning for tab af erhvervsevne (differencen mellem erstatning efter arbejdsskadesikringsloven og offererstatningsloven)
  • Godtgørelse for tort og anden krænkelse

Hvornår gælder offererstatningsloven?

Det er en betingelse, at du har været udsat for en strafbar handling omfattet af f.eks. straffeloven. Det kan være vold eller trusler, der er så alvorlige, at de kan straffes efter straffelovens bestemmelser. Dette inkluderer vold der udøves som følge af sygdom eller sociale problemer.

Der er f.eks. ikke tale om strafbare handlinger ved:

  • Fastholdelsessituationer
  • Refleksbevægelser
  • En elev der for sjov hopper op på ryggen af lærer

Ovenstående episoder vil dog stadig være dækket under arbejdsskadesikringsloven.
 
Politianmeldelse

For at få erstatning efter offererstatningsloven skal forbrydelsen som udgangspunkt anmeldes til politiet inden 72 timer.

Ansvaret for at hændelsen meldes til politiet ligger hos dig (og ikke ved arbejdsgiver).

Hvis der er konkrete, individuelle pædagogiske og/eller behandlingsmæssige hensyn til eleven, patienten eller borgeren som taler imod en politianmeldelse, kan erstatningsnævnet dispensere for krav om politianmeldelse inden 72 timer.

Hvis en episode ikke meldes til politiet er det derfor vigtigt, at du sammen med din leder umiddelbart efter hændelsen laver en beskrivelse af episoden og baggrunden for beslutningen om, at der ikke foretages politianmeldelse.

Der skal i disse situationer være tale om en skriftlig begrundelse fra arbejdsgiver, der beskriver de konkrete pædagogiske og/eller behandlingsmæssige hensyn.

Hvad erstatningsnævnet anser som ugyldige grunde til ikke at foretage politianmeldelse.

  • Du ønsker det ikke
  • At skadevolderen er under 15 år og derfor ikke kan straffes
  • At skadevolderen er utilregnelig på grund af sindssygdom eller lignende
  • At skadevolderen netop er anbragt på stedet på grund af sine adfærdsproblemer
  • At skadevolderen ikke forstår konsekvenserne af sine handlinger
  • At skadevolderen ikke havde til hensigt at forårsage skade

Eksempler på hvad erstatningsnævnet anser som gyldige grunde til ikke at foretage politianmeldelse (konkrete individuelle pædagogiske og/eller behandlingsmæssige hensyn):

Skadevolder har autisme og betydelig psykisk funktionsnedsættelse og det vurderes at mødet med fremmede mennesker vil være et indgreb i borgerens meget strukturerede hverdag, som vil bringe ham i affekt og/eller at det har været vigtigt at beskytte ham mod unødige stimuli.

Skadevolder er demensramt beboer på et plejehjem og det vurderes, at beboeren vil blive negativt påvirket af at blive konfronteret med sin handling ved en politiafhøring, og/eller at politianmeldelse vil have en skadelig effekt på beboerens begyndende accept af at være kommet på plejehjem

Skadevolder er en udadreagerende 10-årig skoledreng, der kommer fra vanskelige sociale forhold og som har svært ved skolearbejdet og som i frustration slår en lærer. Det vurderes, at drengen vil opfatte en politianmeldelse som et grundlæggende svigt fra de få voksne i hans liv, der skaber tryghed og at man kunne risikere at ødelægge en rigtig god udvikling, som drengen i øvrigt viser, og/eller at det er vigtigt for den pædagogiske relation til netop ham, at de voksne så vidt overhovedet muligt kan rumme hans grænsesøgende adfærd, da han ellers vil føle sig bekræftet i, at alle er imod ham.

Skadevolder er en velfungerende 12-årig skolepige, der er løbet grædende væk efter et skænderi med sin bedste veninde. En lærer følger efter for at tale eleven til ro. I afmagt har pigen slået læreren der bliver ramt i ansigtet og får en mindre øjenskade. Pigen er bagefter ulykkelig over at have skadet læreren. Det vurderes, at der vil være en decideret skadelig reaktion i forhold til netop dette barn, hvis der foretages politianmeldelse.

Ansøgning om erstatning efter offererstatningsloven skal afleveres til politiet i den politikreds hvor forbrydelsen er begået.

Læs mere og find ansøgningsskemaet på Erstatningsnævnets hjemmeside

Overvejelser

  • Er der tale om en overtrædelse af straffeloven?
  • Var den skadevoldende handling forsætlig?
  • Er personskaden en følge af overtrædelsen?
  • Skal overtrædelsen anmeldes til politiet (72-timers reglen)?
  • Hvad bør noteres, hvis overtrædelsen ikke anmeldes
  • Er der gået 2 år siden overtrædelsen?

Læs en mere uddybende vejledning fra Civilstyrelsen

Læs mere på Retsinformations hjemmeside

Voldsskadeforsikring

Voldsskadeforsikring er en særlig lovbefalet forsikring for en udvalgt gruppe af medarbejdere, der arbejder inden for særlige risikoområder.

For at være omfattet af voldsskadeforsikringen skal man arbejde på en arbejdsplads, der har en særlig branchekode i CVR-registret og som har ansatte, der er beskæftiget med omsorgs- og undervisningsopgaver inden for særlige områder.

Læs mere om voldsskadeforsikring på Arbejdstilsynets hjemmeside
Læs mere på Retsinformations hjemmeside

Formålet med forsikringen er, det skal være en lettere adgang til erstatning for ansatte, der bliver udsat for vold af borgere, de drager omsorg for.

Er man omfattet af voldsskadeforsikringen skal man søge erstatning her og ikke via offererstatningsordningen.

Hvordan anmelder man en hændelse til voldsskadeforsikringen?

Hvis du har været udsat for en voldshændelse på arbejdet og ønsker at gøre brug af voldsskadeforsikringen, kan du fremsætte din anmodning direkte til din arbejdsgivers forsikringsselskab eller til din arbejdsgiver.

Du skal inden for 2 år fra hændelsestidspunktet anmode om erstatning efter forsikringsordningen. Din arbejdsgiver har ikke anmeldepligt i forhold til voldsskadeforsikringen.

Tønder Kommune har tegnet voldsskadeforsikring ved Gjensidige Forsikring.

Ved anmodning om erstatning kan blanketten ”Bilag – Anmeldelsesblanket voldsskadeforsikring” udfyldes og sendes til Risikostyringsenheden på risk@toender.dk 

Spørgsmål? Kontakt